Det føles som det værste i verden at miste en forælder - så lad være med at sige til mig: "get over it"

Okt 24, 2018

Mens jeg sad og lyttede til de uhyggelige lyde over telefonen, der kom fra ICU-rummet, hvor min far lå døende, troede jeg virkelig, at dette var den sværeste del. Jeg havde forberedt mit sind og mit hjerte på denne dag i flere måneder. Vi havde, kun ni måneder forinden, fundet ud af, at min far havde esophageal-kræft . Det havde været en hvirvelvind af kemoterapi, hospitalindlæggelser, lægebesøg og hjertesorg siden da. Vi vidste, at det uundgåelige var ved at indhente os. Vi vidste, at hans kræft var ved at vinde og tage ham væk - tage vores kærlige far og bedstefar væk for altid.

Vi vidste, at han var døende. Vi havde forberedt os på at lægge hans kræft-gennemsyrede legeme til hvile en sidste gang.

Jeg var ikke tæt på, da sygeplejersken fortalte mig over telefonen, at han var gået bort. Jeg var omkring 3.000 kilometer væk, da hun ringede. Men jeg åndede et lille, lettet suk over at min far ikke længere havde smerter. Han havde endelig fået fred.

Min rejse ind i sorgen var dog først lige begyndt. Denne sidste tid har været en hel masse ting: smertefuld, hjerteskærende - ja, endda vidunderlig. De forskellige etaper kommer og går.

Hvad du måske ikke ved er, at min far døde for mere end fem år siden. Men der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på ham, hvor jeg ikke sørger for ham, hvor han ikke er et sted i mig. Jeg fanger ofte mig selv i at tænke på noget, som jeg vil dele med ham - en professionel succes eller at min datter har fået en god karakter - hvor jeg så opdager, at det kan jeg ikke.

Nej, jeg er ikke ovre min sorg. Jeg kan aldrig være ovre min sorg.

Jeg er meget taknemmelig for dét.

Nogle kalder sorgen for "en proces" eller siger, at der er forskellige 'etapper'. Men jeg er uenig. Disse to ord indebærer, at der er en ende på sorg, og det er simpelthen ikke sandt.

Du siger jo ikke bare pludselig: "Yes! Jeg er færdig med at savne min far".

Det virker ikke sådan.

Min sorg er ikke på vej væk i nogen nær fremtid. Så jeg ville ønske, at folk kunne stoppe med at fortælle mig, at jeg skal "komme over det".

Helt ærligt, jeg har ikke noget imod den person, jeg er blevet, siden min far døde. Jeg er blevet en bedre ven for mine venner, der selv har deres egne tab at forholde sig til. Jeg har indset, at snesevis af begravelsesbuketter bliver kastet direkte i skraldespanden efter gudstjenesten, så jeg tager vin med i stedet.

Jeg tilbyder at løbe ærinder i stedet for at medbringe endnu et måltid. Jeg er blevet så meget mere empatisk.

Jeg er også blevet mere venlig overfor mennesker, som jeg ikke kender. Hvis personen ved kassen ikke er så sød, som jeg kunne ønske, tænker jeg, at de måske bare har en dårlig dag. Jeg tænker tilbage på det tidspunkt, hvor jeg havde et panikanfald, mens jeg handlede ind og endte med at gå fra alle mine indkøb. Ingen ved, hvad nogen går igennem, så jeg har lært, at det altid er en god idé bare at være venlig.

Jeg spørger ikke min PTA-veninde om, hvordan hun har det til mødet, efter hun har fundet ud af, at hun har mistet sin mor. Jeg fortæller hende "døden sutter r**" i stedet. Det var præcis dét, jeg havde brug for at høre, da min far døde. Hans død har fået mig til at blive en stærkere person med et tyndere socialt filter at bekymre sig om.

Du vil aldrig høre mig sige, at "det er bedre for ham" eller at "Gud byder ham velkommen" til en person, der er i dyb sorg. Nogle gange er tavshed og blot dét at være der for den, der har døden tæt på, det bedste, du kan gøre.

Små, simple ting som at købe ind eller tilbyde at hente et barn fra skolen er den bedste måde at hjælpe i tider som disse. Sorg har lært mig, at ord ikke altid hjælper -handlinger gør.

Jeg er i "jeg har mistet en forældre"-klubben nu. Vi fortsætter alle sammen, fortsætter med vores liv mens vi forholder os til sorgen, der ikke går væk så hurtigt som folk måske ønsker at tro på, at den gør.

Så please, jeg bønfalder dig. Stop med at fortælle mig, at jeg skal "komme over det". Jeg kan eller vil ikke komme over det.

Hvad syntes du om denne historie? Vi ved, at døden er svær, så skriv gerne en kommentar herunder. Og send historien videre til familie og venner, som også har brug for at læse den.